| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Marie havde læst om en jernbanetur hele vejen rundt om Etna. Den havde jeg også læst om hjemmefra men jeg havde fået det indtryk, at toget kun kørte ganske få gange om året. Vi var kørt over skinnerne og de så ikke ligefrem rustne ud, og da vi undersøgte det lidt nærmere i aftes, så det ud til, at vi kunne køre turen i dag.
Så vi stod tidligt op, fik et bad og morgenmad; og stilede mod bussen lige ved udgangen. Det tog lidt tid, før bussen kom. Til gengæld var det en anden rute, end vi havde kørt i går - denne var mere direkte. Inden vi skulle med jernbanen, var der lige et fiskemarked i centrum, vi måtte se. Markedet var selvfølgelig i fuld gang og i udkanten af markedet var der en del grøntsager til salg. Fiskemarkedet foregik mere eller mindre under åben himmel. Et væld af små boder var spredt ud på en lille plads tæt på Piazza Duomo. Mange af staderne var blot to store plasticspande, vendt på hovedet. Ovenpå spandende stod et par kasser med fisk. Værsgo’ at købe!
De lidt mere sofistikerede sælgere havde selvfølgelig flere kasser og de kunne filetere fisk. Vi kunne stå på en forhøjning i udkanten af fiskemarkedet og studere deres dygtige håndværk med en stor kniv. Det havde de godtnok styr på. Samtidig kunne de da lige råbe lidt til hinanden eller til kunderne.
For at nå frem til togturen, skulle vi gå til undergrundsstationen Borgo godt et par kilometer væk fra Piazza Duomo. Vi gik i frisk trav og det var lidt længere, end vi havde regnet med. Billetterne skulle købes på en lille togstation bag ved selve undergrundsstationen Borgo og vi nåede ikke lige det tog, som vi havde satset på. Men så blev der plads til en kop kaffe og en kage i det dejlige, varme vejr. Solen bagte fra en skyfri himmel og i dag kom de korte bukser frem.
Vi havde læst, at hvis man søger en komfortabel togtur i airconditionerede vogne, så skal man ikke tage med dette tog. Og det var sandt. Togene var gamle skinnebusser fra 50/60’erne, men det var jo en del af charmen på turen. Og så gav det mulighed for at lukke vinduerne op. Det kan en fotoentusiast jo godt lide!
Togturen ville tage godt 3 timer, hvis man kørte den nonstop. Vores afgang så imidlertid ud til at stoppe ved en station undervejs. Så måtte vi vente der en times tid på det næste tog.
Vi rullede ud af Catania med en næsten fyldt skinnebus og til lyden af gadang-gadang, gadang-gadang, som man slet ikke hører mere, fordi skinnerne bliver svejset sammen på en anden måde i dag. Det var helt nolstalgisk. Toget stoppede undervejs ved en række stationer og de fleste steder var der også en by, hvor vi stoppede. Den første del af turen gik syd og vest om Etna, som vi hele tiden havde udkig til. Denne første del var ikke den mest spændende. Der var mange byer og de virkede meget ens med gamle og forslidte huse i 2-4 etager, masser af bevokset lava (bl.a. rigtig mange kaktusplanter). Efter ca. en times kørsel, nåede vi til station Adrano Cappellone og togføreren stak hovedet ind, for at fortælle, at næste stop ville være udenfor byen, så det var bedst at stå af her. Jeg havde regnet ud, at der også var et stop i Adrano Centre, men der måtte vi åbenbart ikke køre til… Så kunne vi da gå dertil og tage næste tog derfra, besluttede vi.
Cappellone stoppestedet virkede ikke til at være verdens navle. Her var kun huse og veje og ikke noget interessant at kigge på. Pludselig kom en dame ud af en dør i et af husene med en pose varer. Aha - en butik. Den måtte vi da lige kigge nærmere på. Deres butikker kan være lidt svære at se. Det var en stor købmandsbutik og vi bestilte et sandwich brød med pølse og ost. Udstyret med dette, en pakke saltstænger og et par sodavand, begav vi os videre af de meget uinspirerende gader mod centrum.
Centro stationen lå heller ikke i et område, der var særlig indbydende. Her var ikke skyggen af butikker. Selve stationen lå hengemt som et hul i jorden. Hele banelegemet var i øvrigt gravet ned under jorden gennem byen, så det var blevet til forholdsvis moderne undergrundsstationer. Vi forstod ikke helt ideen med, at man havde gravet det ned, for selve strækningen løb stadig gennem byen med hegn på begge sider. De var sågar ved at sætte nye hegn op langs strækningen, selv om skinnerne var blevet fjernet. Hvad pokker skulle de så bruge strækningen til?
Vi spiste vores sandwich og gik ned til toget i den kolde undergrundsstation. Toget kom punktligt. Det var kendetegnende for hele dagens togtur. Alt kørte på minuttet. Toget, der skulle bringe os frem til stationen Randazzo, var et moderne tog - i stil med dem, der kører på flere danske privatbaner.
Næste etape var straks mere interessant. Vi kom op i højderne og fik efterhånden udsigt til den snedækkede nordlige side af Etna. Neden for toget, var der store områder med sorte lavaformationer. Et goldt område, der kun sporadisk var udnyttet. Ind imellem kunne vi skimte fjerntliggende byer og veje, der bugtede sig gennem dalen neden for os. Vejret var flot klart - perfekt til sådan en togtur.
I Randazzo skulle vi igen skifte tog. Tilbage til en gammel skinnebus. Det var jo en del af charmen med turen. Så fortsatte vi den sidste etape til Riposito. Også denne etape var meget interessant. Der var stadig store områder med lava - men området var i højere grad udnyttet til olivenlunde og vinmarker. Sidstnævnte var der rigtig mange af. Det var helt klart et vinområde her nord for Etna.
Etna gav i øvrigt lidt hvid røg fra sig i dag. Så der var bestemt gang i den gamle dame.
Sidste del af rundturen gik på Etnas østlige side. Samtidig kørte vi nedad. Marie og jeg havde kørt i bilen på denne strækning. Vi nærmede os kysten og havde fin udsigt over byerne, der ligger langs kysten øst for Etna. Her skilte især Taormina sig ud med placeringen på de høje klipper. Selv på afstand var det et utroligt skue.
Lidt før kl. 3 nåede vi til Riposito. Her endte vores togtur og vi skulle finde en togforbindelse tilbage til Catania. Det var nu ikke så svært, for vi var tæt på hovedstrækningen mellem Messina og Catania. Efter ca. 15 minutter sad vi i et hurtigkørende tog mod Catania. I Acireale overvejede vi ganske kort at hoppe af og tage den sidste dags karneval med. Det var der alligevel ingen af os, der havde lyst til, så vi blev siddende.
I Catania fortsatte vores jagt på de stjerner, vi havde sat på kortet i Citymaps2go. Vi var næsten i mål. Manglede kun en vinhandler og en ølbar, der først lukkede op kl. 20. Så vi slentrede rundt i byen og nød det gode vejr. Drak et glas køligt vin eller en drink på en café og sugede ind af byens liv. Vi nåede også hen til vinhandleren på Via Riccardo de Lentini nr. 15. Det var en ganske lille vinforretning med stort set kun et vinskab og nogle store beholdere med vin. Det var tydeligt, at her kunne man få fyldt sine plasticflasker og dunke op. Vi købte en 2 liters plastic flaske med en vin på Syrah druen. Jeg forsøgte at overbevise den ældre vinhandler om, at druerne syrah, merlot og cabernet sauvignon ikke er “ægte” Sicilianske druer, men han forstod det åbenbart sådan, at jeg ikke mente, at vinen var produceret på Sicilien. Det var jeg jo ikke i tvivl om…
Tæt på vinhandleren dukkede et skønt lille kvarter op med små kringlede veje, pladser og kroge. Vi fandt en café, der havde Weihenstephan på fad. Sådan en hvedeøl kunne vi godt klare i varmen. Solen var så småt ved at gå ned, så vi gjorde klogt i at få de lange bukser på igen.
Sulten begyndte at nage. Frokosten havde trods alt været begrænset. Vi fandt frem til en fiskerestaurant, hvor vi begik den klassiske fejl, at bestille for meget mad. Marie fik først serveret nogle bruchettabrød, der var en kende kedelige. Det er endnu ikke sæson for tomater… Så fik vi begge serveret en pastaret. Marie fik med kødsovs og jeg fik Carbonara. Jeg havde forgæves bestilt tunsteak til hovedret, men det havde de ikke, så det blev til en steak med pommes frites. Og når man bestiller det, så får man det. Der manglede sovs til. Steak’en blev lidt kedelig og fersk, når der ikke var sovs til. Bøffen var sikkert stegt i olie. Det var heller ikke med til at give den gode smag.
På vinsiden flottede vi os og købte en hvidvin fra Maria Costanza. Den smagte rigtig godt. Prisen var også i den gode ende (23 euro). Jeg var så begejstret for vinen, at jeg måtte smage hendes rødvin til min steak. Jeg købte en 50 cl. flaske (formedens 20 euro). Den skuffede til gengæld. Priserne på vinen fra Maria Costanza var i øvrigt på samme niveau, som vi havde set flaskerne til i supermarkederne, så man kan ikke sige, at det er dyrt, at drikke god vin på restauranterne.
Mens vi spiste, dukkede kun et enkelt par op på restaurantens udendørs areal. Til gengæld var der åbenbart lidt flere indenfor, hvor en sanger underholdt. Bedømt ud fra klapsalverne, var der vel 5-6 gæster :)
Forspiste fortsatte vi mod sidste destination. Wall Beer. Ikke fordi vi egentlig trængte til mere, men nu havde vi sat os i hovedet, at stedet skulle besøges, så vi vraltede derhen. Blot for at konstatere, at der stadig var lukket. Det var dejligt - men også lidt irriterende, at det ikke var til at regne med tiderne på Google.
Så ville vi hjem og slå mave, for det var der hårdt brug for. Vi gik hen til busstationen. Her kom ingen busser og jeg var ved at blive lidt utålmodig og ville gå hjem. Men pludselig væltede det ind med 8-10 busser og de 2 linjer, vi havde benyttet os af, var der også.
Efter en lidt længere tur med bus 830, var vi hjemme ved vores camper. Begge vores telefoner var gået død for strøm i løbet af eftermiddag. Det er faktisk utroligt, så afhængig man bliver af mobiltelefonen, når vi er på rejse. Den er kilde til meget information om f.eks. rejsemål, tider og ruter. Men vi klarede os igenem en hel aften, uden at have telefonen ved os. En kold tyrker?
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |